Dobbelt sejr til i sæsonpremiere
Weekenden blev den bedste i lang tid for Herning Hawks
Sidste sæson var der ikke meget at juble over for Herning Hawks.
Hverken Senior, U-19 eller U-16 holdet fik kæmpet sig frem til mange sejre, men i 2010 kan det godt se ud til, at der bliver mere at fejre.
Lørdag var der premiere på sæsonen for Herning Hawks senior i 2. division. Og i en tæt kamp mod Frederiksund Oaks, hvor de to holds forsvar var dominerende, endte Hawks med en hårdt tilkæmpet 18-12 sejr. Heraf blev 12 af Hernings point scoret af forsvaret. Noget utraditionelt fik de nemlig tacklet Oaks i deres egen endzone hele tre gange. Og det giver 2 point for en "safety" per gang.
Store spil af forsvaret
Derudover interceptede kampens bedste spiller, Mark Mortensen, modstanderens QB og løb bolden hele vejen til touchdown og seks point. Ud over sin interception stod Mark Mortensen også bag to "fumble recoveries" og førte den ene af dem helt op på modstanderens 1 yard linje, hvorefter Hawks QB Søren Korsholm forholdsvis let selv kunne løbe bolden ind til touchdown.
Efter Hawks var kommet solidt foran, lukkede de dog et svagt Oaks angreb ind i kampen, så der til sidst blev lidt spænding om resultatet. Men Hawks stærke defense holdt dog ved, efter to reducerings touchdowns, blev der lukket godt ned for Oaks' angreb.
Også sejr til U-19
Også i U-19 Nationnalligaen, der er den bedste junior-række i Danmark, blev det til en sejr i sæsonpremieren. Her var Aalborg 89'ers på besøg i Herning, og den kamp blev en kamp mellem Hawks løbeangreb og 89'ers kasteangreb.
Imponerende 296 yards og to touchdowns skaffede Hernings runningback, André Kjøngerskov, på løbet. Men lidt malurt kom der dog også i bægeret med fire tabte fumbles fra den hurtige runningback.
Over for det stod Aalborgs kasteangreb, der skaffede 204 yards og tre touchdown, men også to interceptions i kampen. Den ene i øvrigt af Mark Mortensens lillebror Steen Mortensen.
I sidste ende var kampen dog ikke for alvor spændende, og Herning Hawks vandt sikkert med 28-12.