Hawks AFC tabte i Middelfart

Selvom Herning Hawks bragte sig foran med 0-6 på udebane mod Middelbart Stingers, så endte høgene med et klart nederlag mod fynboerne, skriver AOH.DK.

Allerede inden halvleg havde Stingers bragt sig på 6-6 og med to touchdown-kast i anden halvleg og følgende 2-pointscoringer, kunne hjemmeholdet fejre en en 22-6 sejr.

To gange landsrække-mester

Herning Hawks træner, Nikolaj Kæsler, anerkendte efter kampen Middelfarts styrke.

- Det er et godt hold, der har vundet landsrækken de seneste to år inden de i år er rykket op i 2. division. Og de havde en stor stærk linje og et godt løbespil, som desværre dominerede os, siger han.

De to af Middelfarts touchdowns kom dog på kaste spil.

- De kaster bolden højt op et par gange, og selvom vores forsvar kan nå at komme i position, så har de en høj receiver, der formår at pille dem ned og han scorer altså to gange, siger Nikolaj Kæsler.

Tror på sejr

På trods af den fortjente sejr til Stingers, så vil Hernings træner dog ikke lægge sig ned inden næste møde mellem de to hold den 20. juni.

- Jeg tror på, at vi har en chance og kan slå dem på hjemmebane. Vi startede planmæssigt og fik bolden ned af banen. Men i anden halvleg kaster vi tre interceptions, og omvendt får vi ikke fremtvunget en eneste turnover. Og så er det svært at vinde en fodboldkamp. Vi har også en del skader, og fik endnu en receiver skadet i kampen. Får vi de ting på plads, så tror jeg på en sejr mod dem hjemme, siger Nikolaj Kæsler, der fremhæver QB Søren Korsholm og WR René Skov Kristensen for deres spil.

- René griber 6-7 bolde i dag og Søren kæmper godt under svære vilkår. Og vores forsvar gjorde det også godt, selvom vi havde problemer med at komme igennem deres linje.

Artikel fra AOH.DK